Udviklingstraumer er skabt af den samme mekanisme som ved chok og traumer, nemlig fastfrysninger i nervesystemet, som er styret af reptilhjernen.

Ved udviklingstraumer er det imidlertid ikke pludseligt opståede begivenheder der er årsag til fastfrysninger i nervesystemet, men påvirkninger der er stået på over længere tid. Når et barn f.eks. har et behov (F.eks for at blive trøstet ved smerte) men er blevet afvist gentagende gange (”Du må bare ta’ dig sammen), vil barnet efterhånden lære at tage sig sammen, da det er mindre smertefuldt end afvisningen.

Behovet er der stadig, men efterhånden som barnet bliver bedre og bedre til at tage sig sammen ”opgiver” reptilhjernen ”kampen” for at få opmærksomhed for til sidst at ”fryse” på samme måde den gør ved en traumatisk begivenhed. Dette er ganske hensigtsmæssigt for det lille barn, da smerten ved afvisningen er større en den fysiske smerte. Fastfrysningen har nu sat sig som et traume i nervesystemet.

Når barnet så bliver voksen sidder traumet stadig i nervesystemet og er desuden blevet en vane og en måde at være i livet på (”Jeg skal bare ta mig sammen uanset hvad der sker”). Hvis så han eller hun kommer ud for nogle urimelige vilkår f.eks. på en arbejdsplads, vil reaktionen være ”Jeg skal bare tage mig sammen”. Personen kan så blive hængende i noget som er meget usundt. Han eller hun kan godt mærke at han ikke har det godt men har ikke redskaber til at handle på det. Udviklingstraumet bestemmer nu over personens liv.

Udviklingstraumer kan der arbejdes med på samme måde som man kan arbejde med andre traumer. Dog er de mere komplekse, da de ofte er gamle og er blevet til vaner. Samtidig med at der arbejdes med at opløste traumerne, skal der derfor også sættes nogle andre handlemåde ind i stedet for de handlemuligheder der er styret af traumet. Disse nye handlemåder skal øves og vil tage nogen tid før de sidder på rygraden. Arbejde med udviklingstraumer vil derfor som oftest løbe over længere tid.