Chok og traumer er ligesom stress styret af reptilhjernen. Hvor stress er en tilstand der indtræder når vi opdager en fare som vi enten skal flygte fra eller kæmpe imod, så er chok og traumer det der sker i nervesystemet, styret af reptilhjernen, når vi det ikke er lykkedes at flygte fra faren eller overvinde den og reptilhjernen oplever at ”nu dør jeg”.

Det er det der sker når løven har fanget antilopen og har fat om struben på den, eller hos mennesker der har været udsat for vold, overgreb, en ulykke eller langvarig stress.

Den tilstand der indtræder, er den sidste forsvarsmekanisme når flugt og kamp ikke længere er mulig. Dyret ”spiller” død. Hvis musen ligger helt stille, kan det være at katten lader den være. Samtidig lukkes der for smerteoplevelsen, således at det dyr eller menneske der er udsat for en meget voldsom oplevelse ikke mærker det. Soldater der er blevet skudt fortæller at de ikke mærkede noget da det skete. Denne mekanisme er særdeles hensigtsmæssig og en slags ”naturens nådegave”. Et byttedyr behøver ikke lide unødigt fordi der er et byttedyr. Det er også det man ser hos ofre for ulykker, der går rundt som zombier og som det kan være svært at komme i kontakt med. Dette er godt så længe den voldsomme oplevelse står på. Denne tilstand af frys eller chok er det ikke muligt at bremse.

Hvis mennesket eller dyret overlever hændelsen vil det være i en tilstand af chok og ligge stivnet. Efter nogen tid opdager reptilhjernen imidlertid ”hov jeg overlevede” og så begynder den at gå ud af frystilstanden. Det sker ved at kroppen begynder at ryste (”Han rystede chokket af sig” eller ”hun rystede som et espeløv”) eller den bliver varm og det suser og bobler. Hos mennesker kan der også komme en følelsesmæssig reaktion som f.eks. gråd eller latter. Det er nervesystemets måde at udlade de spændinger den byggede op i frystilstanden. Når man så har rystet færdig er spændingen udladet og vilde dyr i naturen vil leve videre, som intet er hændt.

Hos mennesker kan der imidlertid ske det, at rystelsen bremses. I modsætning til ”frys” kan denne reaktion nemlig standses. Vi kan tage os sammen med vores vilje. Det kan der være mange årsager til. Vi bliver bange for vores egne reaktioner, vi forstår dem ikke eller det er pinligt. Hvis dette sker, bliver kroppen hængende i frys tilstanden hvilket er dem man kalder at være traumatiseret eller fået et traume.

Denne tilstand kan der arbejdes med og det kan give nogle særdeles store forandringer når disse fastfrysninger (behandling af chok og traumer) løsnes.